Den 19. september 1944 – Tyskerne tager politiet. Min bedstefar undslipper med nød og næppe

Det er i dag 70 år siden, at tyskerne tog det danske politi. Min bedstefar var selv ved politiet i Aalborg den skæbnesvangre dag. Da jeg som ung spurgte ham til besættelsestiden, gav han mig i sine egne ord den følgende beretning om den 19. september 1944 og tiden frem til befrielsen:

Sådan oplevede jeg den dag, og tiden der fulgte.

Jeg havde været på tjeneste på politigården den 18/9 om aftenen til kl. 23.00, og jeg skulle møde igen den 19. September kl. 14.00. Jeg var om formiddagen den 19. kørt nogle ærinder ind til byen. På vejen hjem, blev jeg af flere gjort opmærksom på, at tyskerne havde besat politigården og politikasernen på Grønttorvet, og at de politifolk m.fl. som opholdt sig de to steder var blevet tilbageholdt.

Da jeg kom hjem, fik jeg af min vært flere oplysninger om, hvad der var foregået. Bl.a. sagde han, at tyske patruljer søgte efter politifolk ude i byen.
Jeg kørte derefter på cykel rundt til et par kolleger, som jeg viste deltog i modstandsbevægelsens arbejde. De slap væk, og jeg fik senere at vide, at de var kommet til Sverige. Da jeg kom hjem, var min gode ven og kollega, Grünau Thomsen kommet hjem til mig, uden at vide hvad der var foregået. Jeg satte ham ind i situationen, og vi talte lidt om, hvad vi nu skulle gøre.
Min vært, som arbejdede på et tysk kontor på flyvepladsen, og som det senere skulle vise sig var dybt engageret i modstandsbevægelsen, havde i mellemtiden skaffet flere oplysninger, og han gav os besked på, at vi skulle køre til Sdr. Tranders, hvor vi på mejeriet ville få yderligere orientering.

Da vi ankom til mejeriet, var der allerede samlet en halv snes politifolk fra Ålborg med 2 politiassistenter i spidsen. Vi blev grundigt orienteret om, hvad der var foregået i Ålborg indtil nu. Derefter blev hver enkelt udspurgt om, hvad de havde tænkt sig. Grünau og jeg var på vejen blevet enige om, at vi ville forsøge at komme ned på Horsens-kanten, hvor Grünau havde gode forbindelser til en modstandsgruppe. Andre havde andre planer, og alt blev accepteret. Dog var der et par stykker, der mente at de blot kunne tage hjem. Det blev dem på det kraftigste frarådet.

Efter et par timers ophold på mejeriet, hvor vi bl.a. var blevet godt beværtet, kørte vi syd på mod Hadsund. Ved Hadsund var broen spærret af tyske vagtposter. Vi var blevet enige om, at vi ikke forstod et ord tysk, så da vagtposterne standsede os, kunne vi overhovedet ikke forstå et ord af, hvad de sagde. De fik os dog gjort begribeligt, at de ville se papirer – idet de gentog ordet passerseddel. Vi rodede i vore lommer, og i min tegnebog, havde jeg en købekontrakt på møbler. Den stod de og kiggede lidt på, og den må åbenbart have imponeret dem, for pludselig skreg den ene “PASSÉR”, og vi var hurtige til at efterkomme opfordringen.

Om aftenen kom vi til Havndal, hvor vi gik ind på hotellet for at få noget at spise og evt. natlogi. Værten beklagede meget, at han ingen værelser havde. Dom han sagde “de forbandede tyskere har taget det hele”.
Lidt efter kom han og sagde, at vi kunne få halvdelen af en dobbeltseng, sammen med en tysk officer, og ham skulle værten nok drikke så fuld, at han ikke generede os. Og han holdt ord, for vi sov godt i vores halvdel af dobbeltsengen, medens tyskeren, døddrukken snorkede i den anden halvdel.

Næste morgen stod vi op ved sekstiden, og listede afsted, mens tyskeren stadig snorkede. Da vi kom ned i køkkenet, var der dækket morgenbord til to, og der lå to madpakker med en seddel på, hvorpå der stod “God tur, og kom så afsted”. Vi så ikke et menneske, men var klar over, at de så os, så vi forsvandt skyndsomt, medbringende madpakkerne.

Godt middag kom vi til en lille fredelig kro mellem Århus og Odder. Der tog vi ind for at få lidt middagsmad. Værten kom selv og viste os ind i et stille lokale bagest i kroen, og da han serverede maden for os, sagde han, at der ville komme en mand og tale med os. Vi var parat til at stikke af, da vi jo ikke vidste, hvad det var for en mand. Kort efter kom en mand hen og satte sig ved vores bord, og uden videre kommentar, sagde han, at han var kæmmer, og var blevet tilkaldt af værten for at forsyne os med nye legitimationskort, og han sagde, at der allerede havde været nogle af vore kolleger fra Århus, som havde fået nye legitimationspapirer. Da vi var færdig med at spise, ville vi betale for maden, men det kunne vi ikke få lov til. Værten sagde, “gem I hellere jeres penge dem skal i nok få brug for”.
Jeg kom ved den lejlighed til at hedde “Sigvald Ankersen”, og det hed jeg under resten af besættelsen.

Foreløbigt mål: F.D.F. sommerlejren “Olufborg”. Ved Sondrup strand.
Her boede vi et par dage, indtil vi fik kontakt med en modstandsgruppe fra Horsens. De fik os installeret i et sommerhus tilhørende en fængselsfunktionær ved Horsens statsfængsel. Imedens vi boede i sommerhuset, måtte vi holde os selv med kost, og det var nok ikke altid lovmedholdeligt, den måde vi skaffede os føden på. Vi havde ingen rationeringsmærker, så det meste lånte vi, uden at spørge først. Vi manglede aldrig mælk, sukker eller havregryn. Vi havde været på mejeriet i Søvind, og fundet ud af, at der om morgenen stod spande med mælk på mejeriets perron, og det lånte vi så lidt af, men efter et par dages forløb stod der mælk til os i en gammel mælkespand, det havde Anna Nørstens far sørget for: Han var dengang mejeribestyrer på Søvind mejeri. Forklaringen på denne service, fik jeg først mange år efter, da jeg var sammen med Annas far. Havregryn og sukker, blev leveret på samme måde, men af Brugsen. Vi fik meget med fisk under vort ophold, bl.a. stegt ål. Fiskene lånte vi i dammen på en båd, der lå ved stranden.

Her boede vi den næste månedstid, uden at foretage os noget særligt. Vi havde af vores kontakt i Horsens fået besked på ikke at foretage os noget, før vi fik besked. Omkring 1. November kom der en mand ud til os, og sagde, at vi skulle trække nord på, og dagen efter rejste vi med toget til Randers, og det var så vores mening, at vi ville have været en tur til Ålborg, inden vi tog til Viborg.

På vejen fra Århus til Randers, blev vi enige om at stå af i Randers og tage direkte til Viborg. Det blev vores redning, for dagen efter læste vi i avisen, at det tog, vi havde været med, var blevet sprængt ved Hørby nord for Hobro. Vi havde i Randers set tre mænd forlade den vogn, vi var i og efterlade en taske på en knage i sidegangen, så vi blev klar over, at det var deri sprængstoffet havde været. Jeg har nu mange år efter, fået at vide, at Vera Bjerregård og hendes mand, også var med det tog fra Horsens til Langå, hvor de skiftede til Viborg.

Dagen efter, at vi var kommet til Viborg, fik jeg gennem min svigerfar, besked på at kontakte officer Sommer, som var proforma ansat på landsarkivet. Af officer Sommer fik jeg til opgave at skaffe 2-3 mand mere til en bevogtningsopgave på Tangeværket. Den ene mand havde jeg jo allerede, og den anden løb faktisk i armene på mig den næste dag, nemlig Hans Justesens bror Carlo, der også var reservebetjent i Ålborg, men var taget til Viborg straks efter den 19. September.

Vi blev alle 3 ansat som smørere på Tangeværket, og hvad der ikke var det ringeste, vi kom på lønningslisten. Vi så nu aldrig en smørekande derude. Carlo var der kun et par dage, så forsvandt han, og han vendte ikke mere tilbage til politiet. Vi to der var tilbage, fik til opgave at være de nedkastningsgrupper der var omkring Bjerringbro, behjælpelige med at transportere og camouflere de containere, der blev nedkastet i området, indtil de kunne sendes videre til deres bestemmelsessteder. Under et depot af elmaster, som jo den gang var træmaster, fik vi etableret et godt skjulested. Det blev i hvert fald benyttet i de ca. to måneder, jeg var på Tangeværket. Grünau var rejst hjem til Ålborg først i december.

Resten af tiden her i Viborg, indtil jeg rejste til Ålborg sidst i januar, brugte jeg til at være behjælpelig med rensning og klargøring af nedkastede våben. Det samme arbejde havde jeg også i Ålborg efter min hjemkomst og indtil kapitulationen. Det skal lige tilføjes, at huset vi boede i var et helt våbenarsenal, idet der på loftet over vores lejlighed, var våben og ammunition til ca. 100 mand.

Disse ting blev udleveret den 5. Maj om morgenen. Det var min vært, der havde samlet alle disse våben der. Efter udleveringen, cyklede jeg til stadion, hvor vi havde fået ordre til at møde. Jeg var i uniform for første gang, siden den 19. September over uniformen havde jeg en cottoncoat, hvorunder jeg havde en U.S..karabin.

På stadion var allerede samlet en del politifolk, og nogle af de ældre politiassistenter tog kommandoen, hvorefter vi marcherede til C.V. Obels fabrikker, hvor der var oprettet nødpolitistation, og vi begyndte straks vor arbejde med patruljering m.m.

Jeg husker ikke om det var samme dag, eller først dagen efter, at vi marcherede med den samlede styrke igennem byen. Det var en stor dag for os alle, hvor vi blev hyldet af hele Ålborgs befolkning.

Aalborg Politi marcherer gennem gaderne efter befrielsen den 5. maj 1945.

Aalborg Politi marcherer gennem gaderne efter befrielsen den 5. maj 1945.