Kategoriarkiv: skole

Cykelsti langs Kvottrupvej

Så starter skolen igen efter sommerferien, og politiet går igang med deres årlige skolestarts kampagne. Det er rigtig godt. 


Her i Søften kan jeg dog undre mig over, at der overhovedet er nogen, der kører deres børn i skole (bortset fra de mindste årgange), hvis de bor indenfor bygrænsen, da skolen ligger i centrum og stort set ingen har mere end 1 km i skole, men det er naturligvis hver enkelts eget valg.


Imidlertid er Kvottrupvej, som er den vej alle bruger, når børrnene skal køres i skole også næsten den eneste vej i Søften by, hvor det er muligt at køre for stærkt, og det er der desværre jævnligt folk der gør. Ikke meget for stærkt, men alligevel nok til at jeg tænker, at det ikke er i orden. 


Jeg har derfor et ønske om, at der langs Kvottrupvej mellem de to rundkørsler etableres cykelsti i begge sider af vejen i det omfang der er plads til det. Desuden bør der etableres fartbump nord og syd for indkørslerne til skolen. Det bør være nok til at forhindre, at der bliver kørt for stærkt på vejen. 


Jeg er klar over, at alting koster penge, men fartbumpene bør ikke være dyre at etablere, og så er man i hvert fald i gang. Så må cykelstierne etableres efterfølgende.