Kategoriarkiv: Samsø

Kanhavekanalen – Danmarks gemte kulturarv

Mellem nord- og sydøen gennemskæres Samsø af Kanhavekanalen på øens smalleste sted. Kanalen var en vigtig del af Danmarks forsvar i Vikingetiden sammen med bl.a. Fyrkat og Trelleborg. Alligevel er det formentlig de færreste der ved, at den overhovedet eksisterer. Selv på Samsø gør man ikke meget ud af kanalen.

Nu er kanalen heller ikke særlig bred, og når man kommer kørende i bil med 80 km/t, så tager det ca. 1 sekund at passere den. Og ud til vejen står kun et lille blåt skilt og antyder, at kanalen er der. Ingen attraktions symboler eller andet, så hvordan skulle man vide, at her er noget, der er værd at se på?

Standser man op, så vil man kunne se vand både mod øst og vest, da kanalen kun er ca. 800 meter lang, og i Vikingetiden var den endda endnu kortere, da havene stod noget højere dengang.

Tæt på vejen er to informationstavler om kanalen, men igen ingen skilte, der viser hen til tavlerne.

Kommer du til Samsø så sørg for at standse op og gå en tur i kanalen. Og herfra skal også lyde en opfordring til det lokale turistkontor om at synliggøre kanalen mere. 

Læs om Kanhavekanalen her

Samsø Festival 2012

Forleden var vi til vores allerførste Samsø Festival. Anledningen var, at vi nu i 5 år gerne ville have været til koncert med Poul Krebs sammen, men hver gang han spillede i nærheden, så skulle vi noget andet – Hver evig eneste gang!

Nå, men så kom muligheden for 3 dage på Samsø og Poul Krebs skulle spille fredag som sidste akt. Det gav os så mulighed for også at høre et par andre bands, så det blev også til koncerter med Hej Matematik (super musik) og The Storm (super optræden), inden vi nåede til hovednavnet, hvor vi stillede os an i 1. række. Og det skulle vi ikke fortryde. Sikke en aften.

Og så fik vi naturligvis også tid til at komme rundt på øen igen med tur i parken ved Brattingsborg, hygge i Ballen, is i Nordby og udsigten fra Ballebjerg – og en solnedgang i Sælvig…

Kattegatforbindelsen

Debatten om en fast kattegatforbindelse kører på fulde blus og argumenterne for at etablere den er mange. Det bør derfor alene være et spørgsmål om tid, inden der træffes en beslutning om at etablere den. 


En rejsetid med tog på kun 1 time mellem Århus og København bør indlysende være til fordel for alle, der har ærinder i enten Jylland eller på Sjælland. 


Skulle der ikke være politisk opbakning til det fulde bro- og togprojekt fra starten, så vil jeg anbefale, at man i hvert fald iværksætter togprojektet med en tunnel fra Århus til Kalundborg via Samsø. Hvor man i dag kan køre til København i bil næsten lige så hurtigt som man kan i tog, så vil en direkte højhastigheds togforbindelse gøre det væsentligt mere attraktivt at tage toget. 


Uanset hvilke planer der bliver endeligt, så håber jeg, at der tages mest muligt hensyn til naturen og livet på Samsø. Det kan f.eks. gøres ved at lade jernbanen køre i tunnel hele vejen under øen alene med en afstikker til de tog, der skal standse (eller en underjordisk station), mens motorvejen kan passere et godt stykke syd om Brattingsborg, hvor øen er tyndest befolket.


Se fakta om kattegatforbindelsen på http://metropol-danmark.dk/