Kategoriarkiv: Hverdag

Hvor i verden er mine venner?

Jeg lavede lige et tjek på Facebook.

Mine i alt 172 venner, bor i 55 forskellige byer i 17 lande fordelt på 4 kontinenter.
De fleste bor naturligt nok i Danmark med særlig koncentration omkring Århus, Viborg, København og Søften/Hinnerup. Dvs. hovedstaden og så de byer hvor jeg selv bor / har boet og arbejder. Sådan vil det formentlig være for langt de fleste mennesker.

Det sjove opstår, når jeg kigger ud i verden. At jeg overhovedet har venner i Nord- og Sydamerika og Asien skyldes næsten ene og alene, at jeg i 2010 tilbragte en uge i Thailand sammen med jævnaldrende advokater fra hele verden.

Velkommen til Verden

Den 24. maj blev jeg far til en lille dreng. Selvom jeg på forhånd var klar over, at dette her ville blive stort, så har omfanget af begivenheden på den mest forunderlige vis ændret mit syn på mig selv og min egen tilværelse. Alt sammen til det bedre vel at mærke.

Det betyder også, at jeg nu tilhører et ikke helt lille fællesskab af voksne mennesker, der uden på nogen måde at være påvirket af alkohol, bevæger os rundt om natten og snakker usammenhængende om stofbleer og roser vores barn for farven på hans afføring. 

Nu venter barselsorloven, og det bliver fantastisk at se Mads vokse og lære.